Nyt design for stempelmærker til cigaretter og røgtobak pr. 1.1.2020

Den 1. juli 2018 blev styrelsen Skat erstattet af en Skatteforvaltning bestående af 7 nye styrelser: Skattestyrelsen, Toldstyrelsen, Motorstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Gældsstyrelsen, Administrations- og Servicestyrelsen samt Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Som en udløber heraf indførtes pr. 1.1.2020 et nyt design til de stempelmærker og sikkerhedsmærker, der anvendes til tobaksvarer. Bestilte stempelmærker og sikkerhedsmærker, hvor bestillingen ekspederes fra 2.1.2020, bliver levere med det nye design. Det nye design til stempelmærkerne har et bundtryk i violette og gulbrune farver og er prydet af et ornament i vikingestil (hentet fra bagsiden af den store Jellingsten). Logoet i form af en kongekrone i en cirkel er bibeholdt. Som førhen indeholder mærkerne en mikroskrift, hvor teksten nu er "Skatteforvaltningen". Papirtypen, herunder vandmærket (bølgelinier), er uændret.

For samlere af tobaksstempelmærker vil det nye design her på hjemmesiden blive benævnt som type VII ("Skatteforvaltningen"). Tobaksafgiften ændredes ikke i forbindelse med det nye design, så koden på stempelmærkerne til cigaretter (kode 6) samt pibetobak og finskåren tobak (kode 3) er uændret. Stempelmærkerne refereres til som serie 54 for cigaretter, serie 41 for pibetobak og serie 34 for finskåren. Serierne blev kun trykt i 3 måneder, da tobaksafgiften forhøjedes pr. 1.4.2020.



Eksempler på tobaksstempelmærker med det nye design.