Ny serie tobaksstempelmærker: Afgiftsforhøjelse for røgtobak pr 1.1.2001

Kode 7 erstattes af kode 8 på stempelmærkerne for pibetobak og finskåren tobak, som illustreret nedenfor, hvor eksempler på gamle og nye mærker vises.





Tobaksafgiften på pibetobak og finskåren tobak forhøjes pr 1.1.2001, og det betyder nye stempelmærker for disse to produkter. Ændringen består i, at den gamle afgiftskode 7 (gældende for afgiften i perioden 1996-2000) ændres til 8. De nye stempelmærker, som kan leveres fra 29. december 2000, skal benyttes fra 1.1.2001, hvorefter de gamle stempelmærker ikke mere må benyttes. Beholdningen af gamle stempelmærker kan indgå i en ombytning med nye eller godskrives virksomheden. For pibetobak (groftskåren tobak) stiger afgiften fra 350,00 kr/kg til 402,50 kr/kg, og for finskåren tobak (cigarettobak) er stigningen fra 400,00 kr/kg til 452,50 kr/kg. Prisen på tobaksstempelmærkerne svarer til afgiften, og brugen af mærker med ny kode viser, at varen er berigtiget med ny afgift. Tobaksstempelmærkerne ses også benævnt banderoler, da de påsættes pakningerne, men fiskalt set er de stempelmærker, da de betales ligesom klassiske stempelmærker til dokumenter. Afgiftskoden, som også kaldes identifikationskoden, afgør stempelmærkets pris sammenholdt med den påtrykte vægtangivelse. Den betalte afgift er således kun indirekte anført.

Ovenfor er vist eksempler på de gamle og de nye stempelmærker, alle fra virksomheden OTC. Den påtrykte varepris er naturligvis højere for kode 7 end for kode 8 som følge af afgiftsforhøjelsen.

For samlere henføres de nye stempelmærker for pibetobak til serie 33, mens de nye stempelmærker for finskåren tobak henføres til serie 26. Kodetallet 8 er derimod toldvæsenets betegnelse. Det henviser til den 8. afgiftsændring siden 1977, hvor stempelmærkerne fik nyt design og afgiften blev omlagt.

Iøvrigt blev de nye stempelmærker kun trykt i 1. kvartal af 2001, idet tobaksstempelmærkerne pr 1.4.2001 fik nyt design, kaldet type V. De nye stempelmærker har også kodetallet 8 påtrykt, da afgiften ikke ændredes i forbindelse med det nye design. Tobaksstempelmærker af type V vil blive katalogiseret som pibetobak serie 34 og finskåren tobak serie 27.