BG. Leather tax stamps 1942-1951

Double documentary stamps for turnover tax on leather and footwear 1942-1951. Inscription: "Udligningskassen for Læder og Skotøj". Printed in green (number 1) or red (number 2) with black overprint of number and value. Red number 1 stamps are very rare.



BG. Udligningskassemærker til læderafgift 1942-1951

Dobbeltmærker i form af såkaldte værdimærker til en ny afgift vedrørende læder og skotøj indførtes i 1942. Lovhjemlen for afgiften var en række bekendtgørelser, som grundede sig dels på loven om erhvervsøkonomiske foranstaltninger (lov 406 af 3.8.1940), og dels på prisloven (lov 474 af 22.11.1941). Begge love gav mulighed for at indføre reguleringer af vareproduktionen og landets forsyning med varer. For skotøj blev ordningen den, at der indførtes en afgift på læder og skind, når det solgtes af indenlandske garverier og andre producenter af læder- og skindvarer. Provenuet tilfaldt ikke selve statskassen, men var øremærket til at nedbringe prisen på sko, som fremstiledes af læder og skind. Afgiftsordningen administreredes af "Udligningskassen for Læder og Skotøj", som modtog provenuet af afgiften. Af provenuet afholdtes Udligningskassens administrationsomkostninger, og resten anvendtes som tilskud til skotøjsproducenterne, når solgte de typer af skotøj, for hvilke der var fastsat maksimalpriser (skoene skulle stemples med ordet "Maksimalsko"). Tilskuddet til maksimalskoene skulle gøre det lettere at nedbringe detailpriserne, så de svarede til de tilladte maksimalpriser. Udligningskassen fastlagde månedsvis tilskuddets størrelse ud fra en afvejning af skotøjsproducenternes solgte antal maksimalsko og det indkomne afgiftsbeløb. I 1948 udvidedes formålet, så der også kunne udbetales tilskud til import af huder. Afgiften svaredes efter en tarif, som løbende ændredes. Den første bekendtgørelse indførte afgiften med tilbagevirkende kraft fra 15.4.1942, men lod først mærkerne komme i brug fra 1.9.1942 (bkg. 353 af 15.8.1942). På grund af afgiftens specifikke formål kaldtes mærkerne ikke for stempelmærker, men for værdimærker. Mærkerne skulle påklæbes fakturaerne over de læder- og skindvarer, som producenterne solgte. Fakturaerne udfærdigedes i to eksemplarer, hvoraf køberens eksemplar (faktura I) påsattes nummer 1-mærker, og sælgerens eksemplar, som skulle indsendes til Udligningskassen, påsattes nummer 2-mærker (faktura II). Nummer 2-mærker er derfor meget sjældnere end nummer 1-mærker. Hvert mærke skulle kasseres for sig på den måde, at sælgeren påførte kassationsdato på selve mærket, samt navn henover mærket og ud på fakturaen. Kassationen kunne ske med blæk eller med sværtestempel. Mærkerne forhandledes ved Udligningskassens ekspeditionskontor i København. Såvel mærker som afgift ophævedes med virkning fra 24.5.1951 (bkg. 219 af 23.5.1951).



Eksempel på mærke fra serie 1 (1942-1946) til afgift 200 kr.